Nu vil jeg skrive igen. 3 år og 7 mdr Benzo fri :)..
Har en lille bedring i humøret. Men der er stadig abstinenser. Alt det man normalt tænker for sig selv. Altså småbrok eller tanker som ikke normalt kommer ud af ens mund. Flyver bare ud af min mund. Jeg kan se, at jeg sårer Peter. Men jeg kan ikke styre det. Angst og katastrofe tankerne kører igen.
Hele tiden tanker om: sygdom (at jeg selv eller mine kære er alvorligt syge) , selvmord tanker-der kommer pludseligt og forsvinder pludseligt.
Folk der har såret mig-følelsen af voldsom svigt (selv om det var 20 år siden) . Som om min hjerne ikke er i nuet, men tror at den er der for 20 år siden.
Det er så virkeligt, at man tror det er løgn. Mareridt, lige inden jeg vågner, er også begyndt igen. Altid om folk fra fortiden, der svigter mig. Det er virkeligt ubehageligt.
Har også svært ved, at udtrykke hvad jeg vil sige eller hvad jeg føler-virkelig hjerne tåge (som det kaldes i Benzo kredse). Jeg skal arbejde meget med mig selv, det at være her i nuet.
Hele tiden tænker jeg: jeg er her nu og alt er godt... For det er det jo. Det er min hjerne der spiller mig et puds. Den skaber angsten og den voldsomme panik, og jeg er ikke mig selv. Lydene, føles også lidt høje. Vi kan høre havet i vores sommerhus og normalt ville jeg elske det. Men nu, er det som om lyden forstyrrer min hjerne. Den konstant på vagt.
Muskelspjæt kommer der også, pludseligt hopper musklerne synligt op og ned. Håber jeg en dag kan nå og video filme det. Det ser virkeligt underligt ud.
Jeg savner min lillebror så meget. Jeg kan ikke lukke min følelserne ned, kan ikke skjule dem. Har bare lyst til, at gå og hulke og råbe på ham.
Michael døde af kræft Januar 2004 og et halvt år efter, opdagede jeg min benzo afhængighed.
Jeg tog "bare" sovepiller, for jeg havde svært ved at sove pga. jeg var bange for om han døde, når jeg ikke var der. Det var sådan en forfærdelig tid, at jeg næsten ikke har ord for det. Min elskede elskede ven og bror, skulle rives væk fra alle os der elskede ham.
I dag 8 år efter, fatter jeg ikke det mareridt, benzo afhængigheden og udtrapningen har været. Både for mine kære og mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke bare være en af de mennekser, der nemt kan trappes ud af Benzoer. Hvad er det, der gør at min hjerne stadig oplever abstinenserne?.
Og de dage hvor jeg næsten ikke har haft nogen abstinenser, har jeg kunne mærke en form for chock følelse, over at vende tilbage til livet igen.
Jeg kan næsten ikke huske noget fra de sidste 4 år. Det er sort, totalt blankt. Kun meget små glimt, af jeg græder eller ikke selv kan gå på wc kan jeg huske.
Er jeg ked af, jeg har mistet 4 år hukomelse af mit liv? Egentligt ikke... Det vigtigeste er, at jeg lever. Jeg er her stadig, på den her fantastiske jord. Jeg har så meget, jeg vil opleve endnu. Jeg er så taknemlig for alt i mit liv.
Benzo rejsen tog så meget fra mig:
Vennerne, at være udenfor lejligheden i flere år, ikke var i stand til at klare mig som et helt almindeligt menneske (Peter klarede ALT for mig), har bla. ikke været til frisør i otte år, har overhovedet ikke været i stand til at arbejde eller lign, har ikke kunne være social eller tale i tlf - alt det var jeg var inden sovepillerne og sikkert meget andet.
Har ikke kunne få børn pga. jeg blev syg af sovepillerne.
Men jeg er her nu.  
Jeg har for anden gang i mit liv, overlevet en dyb krise ( første gang var jeg ved at dø af en sygdom/operation) og jeg er af hele mit hjerte dybt taknemlig over  at jeg også overlevede denne krise.
Der er mange ting, jeg skal lære på ny. Og der er sikkert dage, hvor jeg vil føle det hårdt, ensomt og uretfærdigt, at jeg stadig ikke har en normal fungerende hjerne.
Men jeg tror på, det hele bliver bedre med tiden. For det gør det jo. Intet varer evigt. Og mange før mig har overlevet/klaret en voldsom Benzo udtrapning og slemme abstinenser (læs succes Benzo historier)
Men jeg er nødt til, at tage det roligt og langsomt prøve ting af i hverdagen og vænne mig til det "normale" liv igen. Og ikke at stresse. Det forværrer abstinenserne i en slem grad.
Tideligere i dag, kunne jeg kun holde et minut ud af gangen, tankerne var så slemme. Og nu, nyder jeg at sidde i haven og sole mig og se al naturen. Det er nogle utrolige skift i hjernen der sker. Fra virkelig ekstrem dårlig til virkelig god normal tilstand..
Når jeg har Benzo hjerne, tror jeg ikke på en ordentligt fremtid. Alt føles ekstremt angst fuldt og forfærdeligt.  
Når jeg er mig selv igen (dvs. at abstinenserne er faldet til ro), kan jeg ikke vente med alt det dejlige, jeg/vi vil i gang med.
Det er virkeligt utroligt og mærkeligt... Men sådan er Benzo abstinenserne...

Citat:

Ved slutningen af dagen,
Alt du behøver,
Håb og styrke,

Håb- at det vil blive bedre,
Og Styrke,
Til at holde ud ind til det gør..

Se mere på: A million Feelings - Face Book